§ 1. Bogstaverne
(1) Alfabetet
Det danske alfabet består af 29 bogstaver. Hvert af bogstaverne findes både som lille bogstav og som stort bogstav:
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å.
Om brugen af store og små bogstaver, se § 11-14.
(2) Fremmede bogstaver
I proprier og i ord der citeres fra andre sprog, kan der forekomme andre bogstaver, fx Ü/ü, Ä/ä, Ö/ö, Ð/ð, Þ/þ. – Om sådanne bogstavers placering i alfabetet, se § 4.3.
§ 2. Tegn
(1) Almindelige tegn
I almindelige danske ord og tekster bruges følgende tegn (accenter og interpunktionstegn):
| ´ | accenttegn (accent aigu, § 5) |
| ’ | apostrof (§ 6) |
| . | punktum (§ 41-43) |
| ; | semikolon (§ 44) |
| , | komma (§ 45-51) |
| : | kolon (§ 52) |
| ? | spørgsmålstegn (§ 53) |
| ! | udråbstegn (§ 54) |
| – | tankestreg (§ 55) og replikstreg (§ 59) |
| ( ) | parentes (§ 56) |
| – | bindestreg (§ 57) |
| » « | anførselstegn (kan også have andre former, se nærmere § 58) |
| / | skråstreg (§ 60) |
(2) Særlige tegn
Desuden forekommer der en række andre accenter og interpunktionstegn, især i proprier og i ord og tekster der citeres fra andre sprog, samt i mere tekniske eller faglige tekster, fx
| ` | accent grave |
| ¸ | cedille |
| ^ | cirkumfleks (accent circonflexe) |
| ¨ | trema |
| ~ | tilde |
| [ ] | kantet parentes (skarp parentes) |
Å og dobbelt-a
Bogstavet Å/å blev med Undervisningsministeriets bekendtgørelse af 22.3.1948 indført til erstatning af Aa/aa (dobbelt-a) som betegnelse for en å-lyd. I den nugældende retskrivning er å enerådende i sprogets almindelige ord (se nærmere i § 3.1 nedenfor), mens aa stadig har en vis udbredelse i stednavne (§ 3.2) og i personnavne (§ 3.3).
(1) Almindelige ord
I sprogets almindelige ord, dvs. de ord der ikke er proprier, skrives der altid å og ikke aa som betegnelse for en å-lyd:
Afledninger til og sammensætninger med navne der lokalt ønskes skrevet med aa (se § 3.2), kan dog også skrives med aa. I selve ordbogen er sådanne ord opført som dobbeltformer, fx
ål|bor|gen|ser
- [sb]
- [fk]
- [sgbest] ålborgenseren
- [plubest] ålborgensere
- [plbest] ålborgenserne
Alternativ form:
- [sb]
- [fk]
- [sgbest] aalborgenseren
- [plubest] aalborgensere
- [plbest] aalborgenserne
- [sb]
- [fk]
- [sgbest] aalborgenseren
- [plubest] aalborgensere
- [plbest] aalborgenserne
Alternativ form:
- [sb]
- [fk]
- [sgbest] ålborgenseren
- [plubest] ålborgensere
- [plbest] ålborgenserne
I nogle ord er bogstavforbindelsen aa den eneste mulighed. Den betegner dog i sådanne tilfælde ikke en å-lyd, men en eller flere a-lyde: afrikaans, kanaanæer, ekstraarbejder.
I ordet krål/kraal, som kan udtales enten med å-lyd eller med a-lyd, kan man valgfrit skrive å eller aa.
(2) Stednavne
Det er altid korrekt at skrive danske stednavne med å: Åbenrå, Ålborg, Århus, Fåborg, Grenå, Tåsinge, Tåstrup.
En del lokale myndigheder foretrækker imidlertid skrivemåderne med aa, fx Aabenraa, Aalborg, Aarhus, Grenaa, og disse ønsker fremgår af Stednavneudvalgets liste over autoriserede danske stednavne. I de tilfælde hvor sådanne stednavne er medtaget i Retskrivningsordbogen, er navnene opført som dobbeltformer, fx
Gren|å
- [prop]
Alternativ form: Gren|aa
- [prop]
Alternativ form:
Om muligheden for at bruge aa i afledninger til og sammensætninger med sådanne navne, se § 3.1.
I stednavne på norsk og svensk skal der altid skrives å og ikke aa som betegnelse for en å-lyd: Ålesund, Åbo, Borås, Skåne. Bogstavforbindelsen aa kan forekomme i udenlandske stednavne, men betegner i sådanne tilfælde ikke en å-lyd, men en eller flere a-lyde:
(3) Personnavne
I personnavne forekommer både å og aa som betegnelse for en å-lyd. Man kan dog ikke veksle frit mellem skrivemåder som fx Åse og Aase og Vestergård og Vestergaard, men bør skrive sådanne personnavne på samme måde som den enkelte bærer af navnet selv skriver dem.
Om brugen af å og aa i navne på firmaer, foreninger o.l., se § 61.3.b.
§ 4. Alfabetisk rækkefølge
(1) De almindelige bogstaver
Rækkefølgen af de almindelige bogstaver fremgår af alfabetet i § 1. Hvis den eneste forskel på to ord er at det ene skrives med stort begyndelsesbogstav og det andet med lille begyndelsesbogstav, kommer formen med stort begyndelsesbogstav først, fx Karl – karl.
(2) Placeringen af aa
Når bogstavforbindelsen aa udtales som én vokal, alfabetiseres den som å uanset om den betegner en a-lyd eller en å-lyd. Hvis den eneste forskel på to ordformer er at den ene skrives med å og den anden med aa, kommer formen med å først, fx krål – kraal, Nygård – Nygaard.
Når aa udtales som to vokaler (dvs. når de to a’er hører til hver sin stavelse som i fx ekstraarbejder), alfabetiseres forbindelsen som to a’er.
I overensstemmelse med disse principper er ordene afrikaaner, afrikaans, Kanaan, kanaanæer, kanaanæisk og kraal opført i Retskrivningsordbogens alfabetiske del som om de var skrevet med å. Af praktiske hensyn er de dog også opført dér hvor de ville høre til hvis aa betegnede to a’er.
(3) Fremmede bogstaver og accenter
Bogstavet ü alfabetiseres som y, ä som æ, ö som ø, ð som d, þ som th; fransk œ (sammenskrevet o og e) alfabetiseres som o + e. Hvis den eneste forskel på to ord er at det ene skrives med fremmede bogstaver (fx ü, ä, ö) og det andet med almindelige bogstaver (fx y, æ, ø), kommer formen med almindeligt bogstav først, fx Schytt – Schütt.
Der ses ved alfabetiseringen bort fra accenter, således at fx é, è og ë alfabetiseres som e, og ç og som c. Hvis den eneste forskel på to ord er at det ene skrives med accent og det andet uden, kommer formen uden accent først, fx morter – mortér, Ree – Rée.
(4) Ordforbindelser
Ved alfabetisering af forbindelser der består af mere end ét ord, fx a cappella og ad libitum, er der to forskellige principper:
(a) Ordning som ét ord
Efter det ene princip alfabetiserer man kun ud fra bogstaverne, dvs. at man ser bort fra ordmellemrum og alfabetiserer ordforbindelser som om de var skrevet i ét ord. Følgende ord og ordforbindelser er alfabetiseret efter dette princip:
abe
a cappella
adgang
ad hoc-udvalg
adjø
ad libitum
admiral
ad notam.
(b) »Ingenting før noget«
Efter det andet princip følger man en regel om at »ingenting kommer før noget«, og regner ordmellemrum for et særligt tegn (blanktegn) der kommer før a i alfabetet. De samme ord og ordforbindelser som ovenfor er i det følgende alfabetiseret efter dette princip:
a cappella
abe
ad hoc-udvalg
ad libitum
ad notam
adgang
adjø
admiral.
Dette princip anføres som hovedregel i den nedennævnte publikation fra Dansk Standard.
(5) Dansk standard
Mere detaljerede regler for alfabetisering af fx forkortelser, personnavne og firmanavne kan findes i Dansk Standards Alfabetiseringsregler (DS 377:1980).
§ 5. Accenttegn (accent aigu)
Man kan bruge accenttegn (´ = accent aigu) for at forebygge misforståelser eller fejllæsninger. Accenttegn kan bruges over både små og store bogstaver. Med accenten viser man at en stavelse udtales med stærkt tryk (jf. dog § 5.5 nedenfor). Accenttegnet er således et hjælpemiddel som man kan bruge for at lette læsningen. Man er imidlertid aldrig tvunget til at bruge accent: Der er intet ord i Retskrivningsordbogen som altid skal skrives med accent.
(1) Én, ét, dér, hér
Man kan sætte accenttegn i en, et, der og her når de udtales trykstærkt. En sådan brug af accent er ofte til stor hjælp for læseren:
Jeg købte kun én stol (dvs. ikke to stole).
Den slags er jo værst for én selv.
Én er for lille, og én er for stor.
Han var én af de bedste på holdet.
Det kan komme ud på ét.
Hvem dér?
Dér har vi aldrig været før.
Der var mange deltagere dér fra byen.
Vi har aldrig været dérovre.
Hér kommer ingen kunder.
Når en og et indgår som dele af andre ord, sættes der normalt ikke accent: engangsbeløb, enoghalvtreds, femtien, ente (fx en hundred(e) og ente-del), tre-i-ener, etbenet, etplanshus, ettal, etårig.
(2) Ord på trykstærkt -e
Man kan valgfrit sætte accenttegn i flerstavelsesord der ender på trykstærkt ‑e. Det drejer sig i de allerfleste tilfælde om oprindelig franske ord som også i fransk skrives med accent aigu. Accenten er især til hjælp for læseren i de ord der ellers falder sammen med andre ord eller ordformer:
Men accenten kan også bruges i ord der ikke kan forveksles med andre:
Når sådanne ord indgår som dele af andre ord eller ordformer, kan man ligeledes bruge accent:
(2) Ord på trykstærkt -er
Man kan sætte accenttegn i ord der ender på trykstærkt ‑er, og som ellers falder sammen med andre ord:
Når sådanne ord indgår som dele af andre ord eller ordformer, kan man ligeledes bruge accent: mortérgranat, manérer.
(4) Imperativer på trykstærkt -er
Man kan sætte accenttegn i imperativer der ender på trykstærkt ‑er. Accenten er især til hjælp for læseren i de ord der ellers falder sammen med andre ord eller ordformer:
(5) Accenttegn til lettelse af læsningen
Man kan sætte accenttegn i tilfælde hvor ord eller ordformer i den givne sammenhæng ellers ville kunne forveksles med andre ord eller ordformer, eller hvor en accent i øvrigt vil kunne lette læsningen:
Vi fór ned ad trappen.
Dét må dú klare.
Vi stód op under hele turen.
Diskutér filmen med dine kammerater!
Det anbefales dog at være tilbageholdende med at bruge accent i sådanne tilfælde, og accenttegn over Å/å bør helt undgås. Ofte kan man i stedet markere en fremhævelse ved understregning, ved kursivering eller ved at bruge fed skrift.
Når accenten bruges til at skelne mellem ord der begge har stærkt tryk, betegner accenten lang vokal:
en vís person
Han er mát (medhjælper på et skib).
Jeg foretrækker nu mós til gullasch.
Når sådanne ord indgår som dele af andre ord eller ordformer, sættes der ikke accent:
§ 6. Apostrof
Apostrof (’) bruges til i visse tilfælde at markere grænsen mellem et ords stamme og endelser.
(1) Forkortelser uden forkortelsespunktum
Der sættes apostrof foran endelser til forkortelser der skrives uden forkortelsespunktum:
PC’en el. pc’en
TV’et el. tv’et
HK’erne el. hk’erne
SF’er
en PH’sk satire
2 cm’s mellemrum
pH’en
USA’s præsident
EU’s medlemslande
SMS’erne el. sms’erne
3D’s historie el. 3d’s historie.
Ved forkortelser der kan udtales som egentlige ord, er det dog valgfrit om man vil tilføje endelsen direkte eller bruge apostrof:
aidsen el. aids’en
epos el. epo’s indvirkning på kroppen
Natos el. Nato’s el. NATOs el. NATO’s.
Foran tungere suffikser bruges ikke apostrof, men bindestreg, fx SF-agtig, IT-mæssig el. it-mæssig (jf. § 57.3.b).
Der sættes ikke apostrof foran endelser til forkortelser der skrives med forkortelsespunktum:
(2) Taltegn, symboler, citatord mv.
Der sættes apostrof foran endelser til taltegn og symboler:
Han var meget kendt i 1930’erne.
165’s nattegn
en 13’er (el. trettener)
linje 5’s endestation
60’er-rock (el. tresserrock)
Christian IV’s breve
20 %’s rabat (el. 20 pct.s rabat el. 20 procents rabat). (Om procent uden s, se § 18.2).
Der sættes dog ikke apostrof efter ordenstal (arabertal) fulgt af punktum: Christian 4.s breve.
Der sættes apostrof ved citatord mv.:
De flade a’er er på retur.
Du bruger for mange og’er.
Der er en del men’er ved sagen.
Du skriver dine Jensen’er for utydeligt.
De skriver om ordet faktisk’s udbredelse.
Der er blevet skrevet en del om bogstavet x’s oprindelse.
(3) Fremmedord på -ee
Der sættes apostrof foran visse endelser til fremmedord der ender på ‑ee udtalt som i, fx frisbee’en, trainee’er. (Men: en frisbees flyveegenskaber, firmaets trainees).
(4) Proprier
Der sættes som hovedregel ikke apostrof foran endelser (bøjningsendelser eller suffikser) til proprier:
Alle de små Jensener var med.
De to Tysklande blev genforenet i 1990.
I Danmark er der tre Nykøbinger.
Volvoen
grundtvigianer
Dette er et typisk Villy Sørensensk udtryk.
bornholmsk
darwinist
vordingborgenser.
Der kan dog for tydelighedens skyld sættes apostrof foran endelser som resulterer i usædvanlige bogstavforbindelser, eller som kan give anledning til fejllæsninger:
Rasmus Rask’sk
Hvor mange Ree’er er der på holdet?
to Albert’er (dvs. to personer ved navn Albert)
to Alberte’r (dvs. to personer ved navn Alberte)
iPad’en (el. iPadden).
Se også § 6.3 om fremmedord på –ee.
(5) Genitivendelse
Apostrof alene bruges til at betegne genitiv af ord der ender på s, z eller x, se § 21.2.
(6) Udeladte bogstaver (og tal)
Apostrof bruges til at vise at man har udeladt et eller flere bogstaver for at gengive en udtale:
Der bruges ikke apostrof ved udeladelse af århundredbetegnelsen i årstal, fx
vinteren 24
13.2.24
(7) Orddeling
Ved orddeling ved linjeskift i forbindelse med apostrof deles der efter apostroffen, fx
1930’-
erne
se’fø’-
li’.