§ 20-39. Bøjningsforhold

§ 20. Fælleskøn eller intetkøn?

(1) Substantiver med ét grammatisk køn

De fleste substantiver har kun ét grammatisk køn: fælleskøn eller intetkøn. De enkelte ords køn fremgår i hvert enkelt tilfælde af Retskrivningsordbogens opslagsdel, fx

kan|ni|bal

  • [sb]
  • [fk]
    • [sgbest] kannibalen
    • [plubest] kannibaler
    • [plbest] kannibalerne

flag

  • [sb]
  • [itk]
    • [sgbest] flaget
    • [plubest] flag
    • [plbest] flagene
      • i [sms] flag-, fx flaghejsning

(2) Fælleskøn eller intetkøn uden betydningsforskel

Nogle substantiver kan være fælleskøn eller intetkøn uden at betydningen ændres. Det gælder fx bacon, fond (kapital; legat, stiftelse), insulin, katalog. Sådanne ord er i Retskrivningsordbogens opslagsdel anført på følgende måde:

ba|con

  • [sb]
  • [fk]
    • [sgbest] baconen
      • i [sms] bacon-, fx baconsvin, baconsvøb, bacontern
    • [itk]
    • [sgbest] baconet
      • i [sms] bacon-, fx baconsvin, baconsvøb, bacontern

in|su|lin

  • [sb]
  • [fk]
    • [sgbest] insulinen
      • i [sms] insulin-, fx insulinsprøjte
    • [itk]
    • [sgbest] insulinet
      • i [sms] insulin-, fx insulinsprøjte

(3) Forskelligt køn – forskellig betydning

I nogle tilfælde svarer det ene køn til én betydning, det andet til en anden betydning. Ord med forskelligt køn og forskellig betydning er i Retskrivningsordbogen behandlet hver for sig, fx

ja|lou|si

  • [sb]
  • skinsyge
  • [fk]
    • [sgbest] jalousien
      • i [sms] jalousi-, fx jalousiopgør

ja|lou|si

  • [sb]
  • skærm af tynde lister
  • [itk]
    • [sgbest] jalousiet
    • [plubest] jalousier
    • [plbest] jalousierne
      • i [sms] jalousi-, fx jalousidør

vår

  • [sb]
  • forår
  • [fk]
    • [sgbest] våren
      • i [sms] vår-, fx vårdag, vårraps, vårsild

vår

  • [sb]
  • overtræk til dyner og puder
  • [itk]
    • [sgbest] våret
    • [plubest] vår
    • [plbest] vårene

(4) Stoffer, masser og væsker

Substantiver der betegner stoffer, masser eller væsker, har ofte vekslen mellem fælleskøn og intetkøn. Til denne vekslen i køn kan der i større eller mindre grad svare en vekslen i betydning:

(a) Fælleskøn om bestemt art eller mængde

Nogle intetkønsord der betegner stoffer eller masser, kan være fælleskøn når de bruges om en bestemt art eller kvalitet eller om en afgrænset mængde af stoffet, fx

Det var en god og kraftig lærred.
Denne ler er særlig velegnet til fremstilling af drænrør.
Skal al den dejlige fedt virkelig gå til spilde?

En sådan brug af fælleskøn til at betegne en bestemt art e.l. er principielt mulig ved de fleste ord der betegner stoffer eller masser. Brugen forekommer ofte i mere fagligt eller branchepræget sprog og er ikke nævnt under de enkelte intetkønsord i ordbogen. At et ord der betegner et stof eller en masse, kun er anført som intetkønsord i ordbogen, udelukker altså ikke at det i særlige tilfælde kan bruges som fælleskønsord.

(b) Fælleskøn eller intetkøn uden betydningsforskel

Andre af de ord der betegner stoffer, masser eller væsker, kan være fælleskøn eller intetkøn uden særlig betydningsforskel (jf. § 20.2 ovenfor). Det gælder fx gummi, kanel, klister, klor, opium, ral, tegl, tran. Også ved sådanne ord kan intetkøn dog bruges om det pågældende stof som sådant, mens fælleskøn kan bruges om en bestemt art eller om en afgrænset mængde (fx Denne gummi er ekstra slidstærk). Disse ord er anført i Retskrivningsordbogens opslagsdel med valgfrit køn, fx

gum|mi

  • [sb]
  • [fk]
    • [sgbest] gummien
    • [plubest] gummier
    • [plbest] gummierne
      • i [sms] gummi-, fx gummihandske
    • [itk]
    • [sgbest] gummiet
    • [plubest] gummier
    • [plbest] gummierne
      • i [sms] gummi-, fx gummihandske

(c) Intetkøn + fælleskønsord

Visse fælleskønsord kan kombineres med foranstillede intetkønsord som det, noget, meget, andet når de bruges om en utællelig mængde, fx

Vil du straks tørre det mælk op!
Hun kunne starte sin egen planteskole med alt det jord hun har under neglene.
Vi har noget familie i Jylland.
Har du hørt noget god el. godt musik for nylig?
Vi har ikke meget maling tilbage.
Har I ikke fået andet mad i dag?
Jeg har ventet i noget tid.

Denne særlige brug af intetkøn er ikke anført ved de enkelte fælleskønsord i Retskrivningsordbogen.

§ 21. Genitiv

(1) Hovedregel

Genitiv ender som hovedregel på ‑s:

døgnets middeltemperatur
biernes liv
min brors fødselsdag
Amerikas opdagelse
Provences befolkning
Hartvig Frischs retskrivningsreform
Brüel & Kjærs personale
Alices restaurant
Bachs dobbeltkoncert
John Miltons digte.

Ord på –s, –x eller –z

Ord der ender på ‑s, ‑x eller ‑z, har genitiv på ’ (apostrof, jf. § 6):

Calais’ beliggenhed
cornflakes’ sukkerindhold
dette hus’ indretning
en jordbæris’ smag
Jacques’ lillesøster
Randers’ erhvervsliv
Sofus’ fødselsdag
en bordeaux’ duft
Marx’ skrifter
den moderne jazz’ udvikling.

(3) Forkortelser

(a) Med forkortelsespunktum

Forkortelser der ender på forkortelsespunktum, har genitiv på –s:

afs.s navn og adresse
en cand.mag.s beskæftigelsesmuligheder
Chr. 4.s regeringstid (men: Chr. IV’s, jf. § 42.3).
(b) Uden forkortelsespunktum

Forkortelser der skrives uden forkortelsespunktum, har genitiv på ’s:

it’s (el. IT’s) fordele
tv’s (el. TV’s) underholdningsprogrammer
2 cm’s mellemrum
USA’s præsident
borger.dk’s brugere.

Når sådanne forkortelser kan udtales som egentlige ord, kan de dog også tilføje ‑s direkte:

epos (el. epo’s) virkning
Natos el. NATOs (el. Nato’s el. NATO’s) generalsekretær.

Forkortelser der ender på ‑s, ‑x eller ‑z, har genitiv på ’ (apostrof):

aids’ følger
SAS’ personale
Jensen A/S’ overskud
Føtex’ kundekreds.

(4) Taltegn, symboler, citatord mv.

Om brug af ’s på taltegn, symboler og citatord mv., se § 6.2.

§ 22. Substantiver med fremmede pluralisendelser

Der kan ikke gives helt faste regler for hvordan man danner bestemt form pluralis af substantiver der i ubestemt form pluralis har (eller kan have) en fremmed pluralisendelse (især ‑i, ‑a og ‑s, fx konti, periodika, jobs). Det tilrådes derfor at man først og fremmest søger oplysninger om bestemt form pluralis under de enkelte ord i selve ordbogen. Ved ord hvor ordbogen ikke oplyser om bestemt form pluralis, og ved ord der ikke er med i ordbogen, anbefales det at følge nedenstående retningslinjer.

Bestemt form pluralis af substantiver med fremmede pluralisendelser kan dog virke afstikkende og kan undertiden erstattes af andre formuleringer, fx disse jokes (i stedet for jokesene) og mine sneakers (i stedet for sneakersene).

(2) Substantiver med pluralis på –i eller –a

Substantiver der i ubestemt form pluralis ender på ‑i eller ‑a, danner bestemt form pluralis ved at få tilføjet endelsen ‑ene til den ubestemte pluralisform:

modi – modiene
fakta – faktaene
periodika – periodikaene.

Nogle gange har sådanne substantiver en dansk pluralisendelse ved siden af den fremmede. I disse tilfælde er der to muligheder for at danne bestemt form pluralis:

konti – kontiene el. kontoer – kontoerne
leksika – leksikaene el. leksikoner – leksikonerne.

(2) Substantiver med pluralis på –s

Substantiver der i ubestemt form pluralis kan ende på ‑s, har forskellige muligheder for at danne bestemt form pluralis. Det afhænger bl.a. af om ‑s er den eneste mulige pluralisendelse, eller om der også kan bruges danske pluralisendelser:

(a) Kun –s

Substantiver der i ubestemt form pluralis kun kan have endelsen ‑s, har i bestemt form endelsen ‑ene. Ved nogle af disse ord bortfalder s’et foran ‑ene:

joints – jointene
snacks – snackene.

Men ved andre bevares s’et foran endelsen:

jeans – jeansene
fans – fansene.
Både –s og –er

Substantiver der i ubestemt form pluralis foruden ‑s kan have den danske endelse ‑er, kan altid danne bestemt form pluralis ved at tilføje endelsen ‑ne til formen på ‑er. Nogle substantiver kan kun danne bestemt form på denne måde:

cups/cupper – cupperne.

Andre kan desuden danne bestemt form pluralis med endelsen ‑ene og med bortfald af ‑s foran denne endelse:

slogans/sloganer – sloganene/sloganerne.

Ved visse substantiver er der dog ikke nødvendigvis bortfald af ‑s foran endelsen ‑ene:

apps/apper – appsene/apperne.
Både –s og ingenting

Substantiver der i ubestemt form pluralis foruden at have ‑s kan være uden endelse, danner ofte bestemt form pluralis med endelsen ‑ene:

jobs/job – jobbene
shows/show – showene.

Men ved sådanne ord kan der desuden dannes en bestemt form pluralis hvor s’et er bevaret foran bestemthedsendelsen:

chips/chip (lille elektronisk kredsløb; spillemærke) – chipsene/chippene
shots/shot (lille glas spiritus) – shotsene/shottene.

Substantiver på –el, –en og –er

I mange af de substantiver der ender på ‑el, ‑en eller ‑er, kan eller skal ‑e- foran ‑l, ‑n eller ‑r stryges når ordet bøjes:

gidsel – gidslet – gidsler
figen – figenen – figner el. figener
teater – teatret el. teateret – teatre.

Bemærk at der ikke kan stå to ens konsonanter foran ‑l, ‑n eller ‑r (jf. § 8.2):

gaffel – gaflen – gafler
offer – ofret el. offeret – ofre.

Der kan ikke gives faste regler for hvornår ‑e- stryges, og hvornår det bevares. Det tilrådes derfor at man i tvivlstilfælde søger oplysninger om bøjningsformer af disse ord under de enkelte ord i selve ordbogen. Men hvis man vil undgå at slå op i ordbogen, kan man i de fleste tilfælde benytte de nedenstående hjælperegler:

(1) Ord på –el

Langt de fleste ord på ‑el (med svagt tryk på denne stavelse) kan eller skal skrives uden ‑e- i både singularis og pluralis:

cykel – cyklen – cykler
handel – handlen el. handelen – handler
regel – reglen – regler
taffel – taflet el. taffelet – tafler.

Det er således næsten altid korrekt at stryge ‑e- i ord på ‑el. Kun i de følgende tilfælde skal ‑e- bevares:

bagel – bagelen – bagels
kennel – kennelen – kenneler
label (mærkat, etiket) – labelen – labeler el. labels
spaniel – spanielen – spanieler el. spaniels
tunnel – tunnelen el. tunnellen – tunneler el. tunneller.

(1) Ord på –en

Langt de fleste ord på ‑en kan eller skal skrives med ‑e- i både singularis og pluralis:

aften – aftenen – aftner el. aftener
køkken – køkkenet – køkkener
lagen – lagnet el. lagenet – lagner el. lagener
væsen – væsnet el. væsenet – væsner el. væsener.

Det er således som udgangspunkt korrekt at bevare ‑e- i ord på ‑en.

(1) Ord på –er

Alle ord på ‑er kan eller skal skrives med ‑e- i singularis:

fætter – fætteren
monster – monstret el. monsteret
orkester – orkestret el. orkesteret
tiger – tigeren.

En del af ordene på ‑er kan eller skal skrives uden ‑e- i pluralis:

fætter – fætteren – fætre
monster – monstret el. monsteret – monstre
orkester – orkestret el. orkesteret – orkestre
tiger – tigeren – tigre el. tigere.

De fleste af ordene på ‑er bevarer dog ‑e- i både singularis og pluralis:

bager – bageren – bagere
læser – læseren – læserne
sjællænder – sjællænderen – sjællændere.

Hvis man vil være på den sikre side med hensyn til bøjningen af et ord på ‑er, må man derfor slå det op i ordbogen.

§ 24. Substantiver med pluralis på –ere

I substantiver der ender på ‑er, og som i ubestemt form pluralis ender på bogstavfølgen ‑ere, bortfalder den ubestemte pluralisendelse ‑e foran bestemthedsendelsen ‑ne:

lærer – lærere – lærerne
bager – bagere – bagerne
odder – oddere – odderne
rykker – rykkere – rykkerne.

Adjektiver på –el, –en og –er

I adjektiver der ender på ‑el, ‑en eller ‑er, bortfalder ‑e- foran ‑l, ‑n eller ‑r når ordet får tilføjet en bøjningsendelse der begynder med en vokal:

ædel – ædle – ædlere – ædlest
moden – modne – modnere – modnest
mager – magre – magrere – magrest
fordrukken – fordrukne.

Der kan ikke stå to ens konsonanter foran ‑l, ‑n eller ‑r (jf. § 8.2):

gammel – gamle
rådden – rådne
sikker – sikre – sikrere – sikrest.

§ 26. Adjektiver på –sk

De fleste af de adjektiver der ender på ‑sk, kan ikke tilføje endelsen ‑t i intetkøn. Det gælder også når adjektivet bruges som adverbial:

et tysk ægtepar
et persisk marked
et fynsk bondehus
et musikalsk eventyr
et arkæologisk fund
et økonomisk opsving
et himmelsk måltid
Hegnet er elektrisk.
Systemet er automatisk.

Ved enstavelsesord der ikke betegner nationalitet eller geografisk tilhørsforhold, og som ikke er afledninger til personnavne, kan man dog valgfrit tilføje ‑t i intetkøn. Det gælder dermed også når adjektivet bruges som adverbial:

et lumsk el. lumskt smil
fersk el. ferskt kød
Hun gik rask el. raskt til.
Smørret var harsk el. harskt.
Øllet smagte besk el. beskt.
Hun smilede skælmsk el. skælmskt.

Valgfriheden gælder også når sådanne enstavelsesord indgår i sammensætninger og afledninger som fx menneskefjendsk, ufrisk, uhumsk.

Det er som nævnt valgfrit om man vil tilføje ‑t eller ej, og det er således altid korrekt at lade være med at sætte ‑t på adjektiver der ender på ‑sk.

§ 27. Adjektiver på –vis

Ved adjektiver der ender på ‑vis, er der i intetkøn valgfrihed mellem en form med ‑t og en form uden ‑t:

et delvis el. delvist nederlag
Prisstoppet var oprindelig kun forsøgsvis el. forsøgsvist.

Også ved adjektiver på ‑vis brugt som adverbialer er der valgfrihed mellem en form med ‑t og en form uden ‑t (jf. § 39). Rene adverbier på ‑vis har derimod aldrig ‑t (jf. § 36.1).

En undtagelse fra ovenstående er adjektivet næsvis, som altid har ‑t i intetkøn.

et næsvist svar.

Når næsvis bruges som adverbial, har det ligeledes ‑t:

De svarede næsvist igen.

§ 28. Adjektiver på trykstærk vokal

(1) Hovedregel

Adjektiver der ender på en trykstærk vokal, er som hovedregel ubøjelige:

et ru bræt
den ru planke
pligttro tjenere
hans kry væsen.

Ord på –å samt ny og fri

De adjektiver der ender på ‑å, får dog tilføjet ‑t i intetkøn og dermed også når de bruges som adverbialer:

blåt blod
Vinden blæste råt.

Ordene ny og fri får ligeledes tilføjet ‑t i intetkøn og som adverbialer:

et nyt ur
et rentefrit lån
Han lånte 1000 kr. rentefrit.

I bestemt form singularis og i pluralis er det ved disse to ord valgfrit om man vil tilføje ‑e eller ej:

mit nye ur el. mit ny ur
det frie ord el. det fri ord
nye ord i dansk el. ny ord i dansk
de isfrie farvande el. de isfri farvande.

§ 29. Verber på trykstærk vokal

(1) Præsens og infinitiv

Verber som i infinitiv ender på en trykstærk vokal, falder i to hovedgrupper. I den ene (a) føjes endelserne ‑r og ‑s direkte til den trykstærke vokal uden at der indskydes et ‑e-. I den anden (b) kan der indskydes et ‑e- foran ‑r og ‑s:

Ord på –e, –o, –æ, –ø eller –å

Verber der i infinitiv ender på trykstærkt ‑e, ‑o, ‑æ, ‑ø eller ‑å, får tilføjet endelserne ‑r og ‑s direkte til den trykstærke vokal:

Det sner.
Jeg bor her.
Rugen drær.
De dybfrosne grøntsager skal tøs op før brug.
Bedre service fås ikke.
Regnskabet må gås igennem en gang til.
Ord på –i, –u eller –y

Verber der i infinitiv ender på trykstærkt ‑i, ‑u eller ‑y, får tilføjet endelserne ‑r og ‑s direkte til den trykstærke vokal eller får indskudt et ‑e-:

Hun rir kjolen el. Hun rier kjolen.
Det dur ikke el. Det duer ikke.
De fornyr lånet el. De fornyer lånet.
Saften sis el. Saften sies.
Knappen sys i frakken el. Knappen syes i frakken.
Lånet bør fornys snarest el. Lånet bør fornyes snarest.

Bemærk at det er valgfrit om man vil indskyde ‑e- eller ej i disse ord, og at det altså altid er korrekt at lade være med at indskyde ‑e- i verber der i infinitiv ender på en trykstærk vokal.

Ordene vi(e) og gi(e)

To verber der i infinitiv kan udtales i én eller to stavelse(r), kan skrives enten med eller uden ‑e: gi eller gie (hale sejl op) og vi eller vie.

(2) Præteritum

I verber der i præteritum bøjes som ri, bo osv., skrives præteritumendelsen ‑ede, altså riede, boede, syede osv. Præteritum af verbet dø skrives døde.

Verber som i præteritum ender på trykstærk vokal, får tilføjet ‑s direkte til den trykstærke vokal: Kysten sås tydeligt.

§ 30. Imperativ

(1) Hovedregel

Man danner imperativ af verber der i infinitiv ender på tryksvagt –e, ved at fjerne e’et:

Skriv snart igen!
Hils fra mig!
Indsend bestillingskuponen i dag!

Dog må en imperativ som hovedregel ikke ende på to ens konsonanter (jf. § 8.2):

Tilsæt en teskefuld salt.
Kom snart hjem!

Verber hvortil der svarer et substantiv med dobbelt slutkonsonant, skrives dog også med dobbelt konsonant i imperativ, fx Grill selv din bøf, Stress lidt af i ferien.

Verber der i infinitiv ender på en trykstærk vokal eller på konsonanten –s, er uændrede i imperativ:

Tø ærterne op før brug.
Sy selv dit tøj!
Tilse ventilen regelmæssigt!
Slås ikke så meget!
Kløjes nu ikke i maden.

(2) Usædvanlige bogstavforbindelser

Nogle imperativer kommer til at ende på konsonantforbindelser som ellers ikke forekommer sidst i et ord:

Åbn døren!
Pensl brødet med sammenpisket æg.
Klistr derefter hurtigt de frie ender sammen.
Sagtn farten!
Behandl pakken varsomt!

Sådanne skrivemåder kan dog virke afstikkende og kan ofte erstattes af andre formuleringer, fx

Luk døren op!
Brødet pensles med sammenpisket æg.
Klæb derefter hurtigt de frie ender sammen.
Sæt farten ned!
Pakken bør behandles varsomt.

Om imperativer der ender på trykstærkt ‑er, se § 5.4.

(3) Ord fra engelsk

Oprindelig engelske verber danner principielt imperativ på samme måde som andre danske verber, dvs. ved at man fjerner infinitivendelsen –e og den ene af to ens konsonanter, fx coach, croon, drop, entertain, kidnap, leas, load, quiz, stop og test (til coache, croone, droppe, entertaine, kidnappe, lease, loade, quizze, stoppe og teste). Om imperativ af ord som grille og stresse, se § 30.1.

Der er to undtagelser fra reglen om at ord fra engelsk danner imperativ på samme måde som andre verber:

(a) Verber med en diftong eller lang vokal før infinitivendelsen

Verber der i stavelsen før infinitivendelsen har en enkelt vokal udtalt som en diftong eller som en lang vokal, har samme form i imperativ som i infinitiv:

Fade langsomt ud!
Tape omslaget fast.
Franchise i stedet for at købe!
Delete hele afsnittet før du gemmer.

Sådanne skrivemåder kan dog virke afstikkende og kan ofte erstattes af andre formuleringer, fx

Derefter fades der langsomt ud.
Omslaget tapes fast.
Det er bedre at franchise end at købe.
Du skal delete hele afsnittet før du gemmer.
(b) Verber på -ce

Verber der ender på ‑ce i infinitiv, har ligesom de ovennævnte samme form i imperativ som i infinitiv:

Outsource hele produktionen!
Pierce ikke dig selv i næsen!
Pace nu ikke børnene så meget!

Også disse skrivemåder kan ofte med fordel erstattes af andre formuleringer, fx

Hele produktionen skal outsources.
Du må ikke pierce dig selv i næsen.
Hold op med at pace børnene så meget!

§ 31. Præteritum participiums bøjningsformer

Præteritum participium har bøjningsformer der betegner bestemthed, tal og køn:

(1) Bestemt form og pluralis

Den bestemte form er lig med pluralisformen. I nogle svagtbøjede verber er endelsen ‑ede, i andre ‑te:

den lejede bil
det kendte ansigt
de vaskede duge
nogle udvalgte deltagere.

I nogle stærktbøjede verber er endelsen ‑ne, i andre ‑ede og i atter andre ‑te:

nogle for længst afhjulpne mangler
den beskrevne fremgangsmåde
i det givne øjeblik
den opslåede stilling
fastslåede kendsgerninger
den afbrudte forestilling
det udeladte afsnit
et par slidte sko.

I flere tilfælde kan endelsen valgfrit være ‑ede eller ‑ne, fx den bedragede el. bedragne hustru, de genopdragede el. genopdragne børn. Det gælder de verber der i opslagsdelen har begge disse former angivet som pluralis af deres participier, fx

be|dra|ge

  • [vb]
    • [present] bedrager
    • [past] bedragede, bedrog
    • [pp] bedraget, foran fælleskønsord også bedragen
    • [plur] bedragne, bedragede
      • Se § 31-34 om bøjningen og brugen af participiumsformer på –en/-ne af verber der i præteritum participium kan have endelsen –en.
  • en bedragen el. bedraget ægtefælle
  • et bedraget folk
  • bedragne el. bedragede vælgere

(2) Kønsbøjning i ubestemt form singularis

Kønsbøjning af præteritum participium kan forekomme i den ubestemte singularisform af de participier som i bestemt form og pluralis kan have endelsen ‑ne. Der kan skelnes mellem en intetkønsform (ubøjet form) med endelsen ‑et og en fælleskønsform med endelsen ‑en:

fundet – funden
strøget – strøgen
udkommet – udkommen.

§ 32. Præteritum participium foran substantiv

Præteritum participium kan stå attributivt, dvs. umiddelbart foran et substantiv som participiet er knyttet til. Bøjningen i bestemthed, tal og køn fremgår i princippet af § 31.

Når det gælder kønsbøjningen (§ 31.2), ligger sprogbrugen dog ikke fast, men i mange tilfælde er det almindeligt at bruge intetkønsformen, også når participiet er knyttet til et substantiv af fælleskøn. I sådanne tilfælde kan det virke mere formelt (eller gammeldags) at bruge fælleskønsformen:

en indskrevet el. indskreven elev
en afsvedet el. afsveden skovstrækning
en strøget el. strøgen skjorte
en aftvunget el. aftvungen tilståelse
en stærkt beskåret el. beskåren pengebeholdning
en nylig udkommet el. udkommen bog
en indløbet el. indløben ordre
en stjålet el. stjålen cykel
en udeblevet el. udebleven menstruation
en forsvundet el. forsvunden ubåd.

§ 33. Præteritum participium efter hjælpeverber mv.

Efter have og få

Efter hjælpeverberne have og få bruges præteritum participium i ubøjet form (ubestemt singularis intetkøn):

Vi har lejet en bil til turen.
Spejderne fik solgt alle lodsedlerne.
Hun skal nok snart få brugt pengene.
Hvor har du fundet de sager?
Jeg har fået stjålet min cykel.

Efter være og blive

Efter hjælpeverberne være og blive bruges præteritum participium i nogle tilfælde i ubøjet form, i andre tilfælde i bøjet form:

(a) Handlingsforløb

Når der fortrinsvis tænkes på et handlingsforløb, bruges ubøjet form:

Hele tre biler blev lejet til turen.
Alle lodsedler blev solgt af spejderne.
Pengene vil nok snart blive brugt.
Er de sager stadig ikke blevet fundet?
Min cykel er blevet stjålet.
De blev overrasket af uvejret.
Er kagerne spist eller smidt ud?
Billetterne til i morgen er allerede afbestilt.
(b) Tilstand

Når der fortrinsvis tænkes på en tilstand (jf. også § 34), kan participiet behandles som et adjektiv og bøjes (jf. § 35). Det gælder især når participiet er gradsbestemt:

Hans sko er meget slidte.
Vi blev ret overraskede da vi hørte fra ham.
Medarbejderne er særdeles motiverede.

Men i mange tilfælde er ubøjet form almindelig sprogbrug uanset om der er tale om en handling eller en tilstand:

Alle tre biler er lejet (el. lejede).
Begge deres børn er adopteret (el. adopterede).
Tallene i eksemplet er reguleret (el. regulerede).
Nødderne er hakket (el. hakkede).
Tusindvis af boliger er misligholdt (el. misligholdte).

Ubøjet form er helt almindelig når præteritum participium indgår i en fast forbindelse med en efterfølgende præposition, fx irriteret over, beregnet til, indstillet på:

Vi var irriteret (el. irriterede) over at høre på hendes beklagelser.
Beslagene er beregnet (el. beregnede) til udendørs brug.
Ministrene synes at være indstillet (el. indstillede) på at forfølge sagen.
Vi ser os nødsaget (el. nødsagede) til at aflyse.

(3) Efter andre verber

Også i andre tilfælde hvor præteritum participium hører nøje sammen med sætningens verbal, bruges normalt ubøjet form:

Rapporterne forlanges indleveret senest onsdag.
Cyklerne bedes henstillet i stativerne.
Ejendomsmægleren venter begge huse solgt i morgen.
Det gælder om at få pengene brugt i en fart.
Kunden ønsker møblerne ombetrukket.
Jeg har fået min cykel stjålet.
Man har hørt alle ansøgerne beskrevet som uduelige.

§ 34. Præteritum participium som frit prædikativ

Når præteritum participium står som frit prædikativ (tilstandsbetegnelse), er det i mange tilfælde almindeligt at bruge den ubøjede form. I nogle tilfælde bruges dog normalt den bøjede form:

Alle kom opløftet el. opløftede tilbage fra kurset.
Papirerne sendes underskrevet el. underskrevne til virksomheden inden 14 dage.
Forskrækket el. forskrækkede ved lyden af toget løb børnene væk fra skinnerne.
Hjemkommet el. hjemkommen fra ferie tog hun igen fat på arbejdet.
Vi kom trætte og gennemblødte hjem.
Vrede og oprørte gik de deres vej.

§ 35. Adjektiver dannet af præteritum participium

(1) Bøjningsformer

Mange adjektiver består helt eller delvis af oprindelige præteritum participier, fx kneben, løssluppen, nystrøgen el. nystrøget, glatbarberet, ulakeret, velvalgt, henrykt. Sådanne participier har i princippet samme bøjningsformer som andre adjektiver der ender på ‑en, ‑et eller ‑t. Adjektiver der ender eller kan ende på ‑en, følger dog forskellige mønstre. En del tilføjer ‑t i intetkøn og kommer altså til at ende på ‑ent, fx kneben (et knebent flertal). Nogle har i intetkøn valgfrihed mellem en form på ‑ent og en form på ‑et, fx fremskreden (et fremskredent el. fremskredet tidspunkt), og enkelte kan kun ende på ‑et, fx gudgiven (et gudgivet svar). De fleste af de adjektiver på ‑en der har en valgfri form på ‑et, fx nystrøgen el. nystrøget, ubeskreven el. ubeskrevet, kan i intetkøn kun ende på ‑et: et nystrøget forklæde, et ubeskrevet blad. De nøjagtige bøjningsoplysninger må søges under de enkelte ord i selve ordbogen.

Adjektiver der er dannet af præteritum participium, og som ender eller kan ende på ‑en, er opført i Retskrivningsordbogen som selvstændige opslagsord (fx kneben, løssluppen, nystrøgen el. nystrøget). Af de ord der ender på ‑et eller ‑t, er nogle opført som selvstændige opslagsord (fx henrykt, interesseret, ubemærket, velplejet), mens andre ikke er med i ordbogen (fx nyvasket, ulakeret).

Enkelte af de adjektiver der ender på ‑en eller ‑et, kan i bestemt form og i pluralis bøjes på to måder, fx

den optagede el. optagne telefon
de ubeskårede el. ubeskårne indtægter.

Oplysninger om sådanne bøjningsmuligheder er anført under det enkelte ord i Retskrivningsordbogen.

(2) Brug af bøjningsformerne

Bøjningsformer af adjektiver dannet af præteritum participium bruges principielt på samme måde som bøjningsformerne af andre adjektiver:

en kneben sejr
et knebent flertal
nogle knebne sejre
en nystrøgen el. nystrøget skjorte
de nystrøgne el. nystrøgede gardiner
et hengivent menneske
Reolerne er ulakerede.
Kartoflerne må være ganske nyopgravede.
Kasserollerne hang blankpolerede på messingstangen.
Lavt monterede fortasker giver bedst balance på cyklen.
Hun grinede svedent.

Når sådanne adjektiver indgår i en fast forbindelse med en efterfølgende præposition, er det dog helt almindeligt at bruge ubøjet form:

Vi er helt uinteresseret (el. uinteresserede) i den slags.
De var henrykt (el. henrykte) over forslaget.

Rene adverbier og t-adverbialer

(1) Rene adverbier

Rene adverbier er ord der kun kan bruges som adverbier, fx

aldeles, aldrig, endnu, gerne, navnlig, naturligvis, nemlig, ofte, sandelig, sandsynligvis, sædvanligvis, temmelig, vistnok.

Næsten alle rene adverbier er uden ‑t:

Det var en temmelig enkel sag.
Det har jeg vistnok hørt om før.
Han interesserer sig navnlig for russisk.
Hun får sandsynligvis ingen praktikplads i år.

Ved enkelte rene adverbier er der dog valgfrihed mellem en form med ‑t og en form uden ‑t, fx grangivelig el. grangiveligt, morderlig el. morderligt og sødelig el. sødeligt. De rene adverbier er i selve ordbogen opført som selvstændige opslagsord med ordklasseangivelsen adv. (adverbium)/bio. (biord):

san|de|lig

  • [adv]

sø|de|lig

  • [adv]
  • sove  sødelig

Alternativ form:
sø|de|ligt
  • [adv]
  • sove  sødeligt
sø|de|ligt
  • [adv]
  • sove  sødeligt

Alternativ form:
sø|de|lig
  • [adv]
  • sove  sødelig

(2) T-adverbialer (adverbialer dannet af adjektiver)

T-adverbialer er adverbialer der er dannet af adjektiver. Det er hovedreglen at sådanne adverbialer ender på ‑t hvis adjektivet kan have denne endelse:

Du må ikke råbe så højt.
Krisen var hurtigt forbi.
Klaveret er grusomt falsk.
Det drejer sig om en relativt stor mængde.
De fik monteret en automatisk (jf. § 26) virkende dørlukker.
Det arbejde er for ringe udført.

Sådanne adverbialer er ikke opført som selvstændige opslagsord i Retskrivningsordbogen. De falder sammen med adjektivets intetkønsform og må derfor søges under de pågældende adjektiver, fx

høj

  • [adj]
    • [neuter] højt
    • [plur] høje

au|to|ma|tisk

  • [adj]
    • [neuter] automatisk
    • [plur] automatiske

Om adverbialer dannet af adjektiver på ‑ig og ‑lig, se § 38, og om adverbialer dannet af adjektiver på ‑vis, se § 39.

Betydningsforskel mellem t-adverbialer og rene adverbier

Ved visse ord er der en betydningsforskel mellem et t-adverbial med ‑t og det tilsvarende rene adverbium uden ‑t, fx mellem t-adverbialet lovligt og det rene adverbium lovlig, mellem endeligt og endelig, knapt og knap, ligefremt og ligefrem, nært og nær. Her betegner t-adverbialet den måde noget forholder sig på eller foregår på, mens det rene adverbium som hovedregel angiver afsenderens holdning til eller vurdering af det der siges (fx om det er sikkert eller usikkert, ventet eller uventet, ønskeligt eller ikke ønskeligt):

Det var en lovligt (på en lovlig måde, legalt) varslet konflikt.
Det var en lovlig (lidt for) stor mundfuld.
Han talte ligefremt (på en ligefrem måde, direkte, enkelt).
Han har ligefrem (overraskende nok, endog) penge med til os.
De afgjorde sagen endeligt (definitivt).
Jeg har endelig (langt om længe) fundet frem til nummeret.
De var nært (inderligt) knyttet til deres far.
Han havde nær (næsten) mistet sin stilling.
Der blev uddelt knapt (sparsommeligt) afmålte rationer.
Man forstår knap (næsten ikke) hvad han mener.
Han arbejdede præcist (med præcision).
Jeg forstår præcis (fuldstændig) hvad du mener.
Toget kører præcis (på slaget) kl. 12.

Sådanne t-adverbialer er ikke opført som selvstændige opslagsord i selve ordbogen. De falder sammen med adjektivets intetkønsform og må derfor søges under det pågældende adjektiv. De rene adverbier er derimod opført som selvstændige opslagsord. Til illustration af betydningsforskellen mellem t-adverbialet og det tilsvarende rene adverbium er der ved opslagsordene anført betydningsforklaringer og/eller eksempler, fx

lov|lig

  • [adj]
  • i overensstemmelse med loven
  • retmæssig
    • [neuter] lovligt
    • [plur] lovlige
  • være lovligt undskyldt

lov|lig

  • [adv]
  • lidt for
  • lovlig fræk
  • lovlig meget

Adverbialer dannet af adjektiver på –ig eller –lig

(1) Mådesadverbialer

Adverbialer der er dannet af adjektiver på ‑ig eller ‑lig, følger hovedreglen (jf. § 37) og tilføjes ‑t når de betegner den måde noget forholder sig på eller foregår på:

Lyset bevægede sig uregelmæssigt (på en uregelmæssig måde).
Frugttræerne skal beskæres omhyggeligt (på en omhyggelig måde).
Jeg har aldrig set et så omhyggeligt beskåret frugttræ.
Han kan ikke skrive rigtigt.
Hun smilede venligt.
Billedet forestillede en venligt smilende person.
Du må prøve at tale tydeligt.
De spiller forfærdeligt.
Hun rejste sig roligt op.
Han spiller faktisk dårligt.
Katten strakte sig mageligt i solen.
Han udtrykte sig meget personligt.
Jeg gjorde udtrykkeligt opmærksom på risikoen ved boliglånet.
De fortryder det bitterligt.

(2) Tidsadverbialer

Adverbialer som betegner tid, og som er dannet af adjektiver på ‑ig eller ‑lig, følger hovedreglen (jf. § 37) og tilføjes ‑t:

Hvor meget tjener du årligt?
Det er en månedligt tilbagevendende begivenhed.
Togkørslen er midlertidigt indstillet.
De besøger os jævnligt.
Børnene vågnede tidligt om morgenen.

Ved ordene bestandig, evig, foreløbig, idelig, nylig, samtidig og sluttelig er ‑t dog valgfrit:

Kampen var tabt for bestandig el. bestandigt.
De kommer evig el. evigt og altid for sent.
Vi bliver foreløbig el. foreløbigt boende.
Han taler idelig el. ideligt om sit nye hus.
De er nylig el. nyligt blevet skilt.
De to tog afgår samtidig el. samtidigt.
Sluttelig el. slutteligt vil jeg sige jer en stor tak.

(3) Gradsadverbialer

Et gradsadverbial der er dannet af et adjektiv på ‑ig eller ‑lig, følger hovedreglen (jf. § 37) og tilføjes ‑t når det står som selvstændigt sætningsled:

Han glædede sig afsindigt til jubilæet.
Deres løn er steget væsentligt det sidste år.
Filmen kedede mig gudsjammerligt.
Fodbold interesserer mig ikke særligt.
Alle morede sig vældigt ved festen.
Jeg elsker dem inderligt.
Vores konkurrenceevne bliver styrket væsentligt.

Hvis gradsadverbialet derimod lægger sig til et adjektiv eller et ord anvendt som et adjektiv, er det valgfrit om ‑t tilføjes:

Der var afsindig el. afsindigt mange mennesker i lokalet.
Deres lønstigning var væsentlig el. væsentligt større end forventet.
Filmen var gudsjammerlig el. gudsjammerligt kedelig.
Jeg er ikke særlig el. særligt interesseret i fodbold.
Vi vil vældig el. vældigt gerne med til festen.
Han er mig inderlig el. inderligt ligegyldig.
Vores konkurrenceevne bliver væsentlig el. væsentligt styrket.

Ord med en sådan mulighed for valgfrit ‑t er i Retskrivningsordbogen opført således:

væ|sent|lig

  • [adj]
    • [neuter] væsentligt
    • [plur] væsentlige
    • som [adv] også uden -t, fx en væsentligt el. væsentlig forbedret udgave
      Se § 38 om hvornår adverbialer der er dannet af adjektiver på –ig eller –lig, tilføjes –t.

Også andre adverbialer dannet af adjektiver på ‑ig eller ‑lig kan dog – mere eller mindre lejlighedsvis – bruges som gradsadverbialer og kan tilsvarende undvære ‑t i en sådan anvendelse, fx en uforklarlig ringe indsats.

(4) Andre adverbialer

Valgfrihed mellem en form med ‑t og en form uden ‑t forekommer også ved andre adverbialer dannet af adjektiver på ‑ig eller ‑lig. Det gælder først og fremmest adverbialer der betegner sted, samt de adverbialer der betegner afsenderens holdning til eller vurdering af det der siges (jf. § 37):

Vinduerne skal males udvendig el. udvendigt.
Kyllingen skal gnides indvendig el. indvendigt med salt.
Personlig el. personligt er jeg ikke i tvivl.
Vi kan dårlig el. dårligt løse problemet for dig.
De klarer antagelig el. antageligt ikke prøven.

Når sådanne adverbialer har valgfrit ‑t, er de opført i selve ordbogen på følgende måde:

ind|ven|dig

  • [adj]
    • [neuter] indvendigt
    • [plur] indvendige
    • som [adv] også uden -t, fx ovnen skal rengøres indvendigt el. indvendig
      Se § 38 om hvornår adverbialer der er dannet af adjektiver på –ig eller –lig, tilføjes –t.

§ 39. Adverbialer dannet af adjektiver på –vis

Ved adverbialer der er dannet af adjektiver på ‑vis, er der valgfrihed mellem en form med ‑t og en form uden ‑t:

Tropperne trak sig etapevis el. etapevist tilbage.
Udbetalingerne finder sted månedsvis el. månedsvist.
De besøgte os kun lejlighedsvis el. lejlighedsvist.
Skulpturen bestod af lagvis el. lagvist anbragte skiver.
Deres synspunkter har ændret sig gradvis el. gradvist.
De var kun delvis el. delvist uenige.

En undtagelse fra ovenstående er adjektivet næsvis, som har ‑t når det bruges som adverbial:

De svarede næsvist igen.

Adverbialer der er dannet af adjektiver på ‑vis, er ikke opført som selvstændige opslagsord i selve ordbogen. De falder sammen med adjektivets intetkønsform og må derfor søges under det pågældende adjektiv, fx

grad|vis

  • [adj]
    • [neuter] gradvist, gradvis
    • [plur] gradvise

Rene adverbier der ender på ‑vis (fx naturligvis), får aldrig tilføjet ‑t (jf. § 36.1). – Om adjektiver der ender på ‑vis, se § 27.