§ 29-35. Verber

§ 29. Verber på trykstærk vokal

(1) Præsens og infinitiv

Verber som i infinitiv ender på en trykstærk vokal, falder i to hovedgrupper. I den ene (a) føjes endelserne ‑r og ‑s direkte til den trykstærke vokal uden at der indskydes et ‑e-. I den anden (b) kan der indskydes et ‑e- foran ‑r og ‑s:

Ord på –e, –o, –æ, –ø eller –å

Verber der i infinitiv ender på trykstærkt ‑e, ‑o, ‑æ, ‑ø eller ‑å, får tilføjet endelserne ‑r og ‑s direkte til den trykstærke vokal:

Det sner.
Jeg bor her.
Rugen drær.
De dybfrosne grøntsager skal tøs op før brug.
Bedre service fås ikke.
Regnskabet må gås igennem en gang til.
Ord på –i, –u eller –y

Verber der i infinitiv ender på trykstærkt ‑i, ‑u eller ‑y, får tilføjet endelserne ‑r og ‑s direkte til den trykstærke vokal eller får indskudt et ‑e-:

Hun rir kjolen el. Hun rier kjolen.
Det dur ikke el. Det duer ikke.
De fornyr lånet el. De fornyer lånet.
Saften sis el. Saften sies.
Knappen sys i frakken el. Knappen syes i frakken.
Lånet bør fornys snarest el. Lånet bør fornyes snarest.

Bemærk at det er valgfrit om man vil indskyde ‑e- eller ej i disse ord, og at det altså altid er korrekt at lade være med at indskyde ‑e- i verber der i infinitiv ender på en trykstærk vokal.

Ordene vi(e) og gi(e)

To verber der i infinitiv kan udtales i én eller to stavelse(r), kan skrives enten med eller uden ‑e: gi eller gie (hale sejl op) og vi eller vie.

(2) Præteritum

I verber der i præteritum bøjes som ri, bo osv., skrives præteritumendelsen ‑ede, altså riede, boede, syede osv. Præteritum af verbet dø skrives døde.

Verber som i præteritum ender på trykstærk vokal, får tilføjet ‑s direkte til den trykstærke vokal: Kysten sås tydeligt.

§ 30. Imperativ

(1) Hovedregel

Man danner imperativ af verber der i infinitiv ender på tryksvagt –e, ved at fjerne e’et:

Skriv snart igen!
Hils fra mig!
Indsend bestillingskuponen i dag!

Dog må en imperativ som hovedregel ikke ende på to ens konsonanter (jf. § 8.2):

Tilsæt en teskefuld salt.
Kom snart hjem!

Verber hvortil der svarer et substantiv med dobbelt slutkonsonant, skrives dog også med dobbelt konsonant i imperativ, fx Grill selv din bøf, Stress lidt af i ferien.

Verber der i infinitiv ender på en trykstærk vokal eller på konsonanten –s, er uændrede i imperativ:

Tø ærterne op før brug.
Sy selv dit tøj!
Tilse ventilen regelmæssigt!
Slås ikke så meget!
Kløjes nu ikke i maden.

(2) Usædvanlige bogstavforbindelser

Nogle imperativer kommer til at ende på konsonantforbindelser som ellers ikke forekommer sidst i et ord:

Åbn døren!
Pensl brødet med sammenpisket æg.
Klistr derefter hurtigt de frie ender sammen.
Sagtn farten!
Behandl pakken varsomt!

Sådanne skrivemåder kan dog virke afstikkende og kan ofte erstattes af andre formuleringer, fx

Luk døren op!
Brødet pensles med sammenpisket æg.
Klæb derefter hurtigt de frie ender sammen.
Sæt farten ned!
Pakken bør behandles varsomt.

Om imperativer der ender på trykstærkt ‑er, se § 5.4.

(3) Ord fra engelsk

Oprindelig engelske verber danner principielt imperativ på samme måde som andre danske verber, dvs. ved at man fjerner infinitivendelsen –e og den ene af to ens konsonanter, fx coach, croon, drop, entertain, kidnap, leas, load, quiz, stop og test (til coache, croone, droppe, entertaine, kidnappe, lease, loade, quizze, stoppe og teste). Om imperativ af ord som grille og stresse, se § 30.1.

Der er to undtagelser fra reglen om at ord fra engelsk danner imperativ på samme måde som andre verber:

(a) Verber med en diftong eller lang vokal før infinitivendelsen

Verber der i stavelsen før infinitivendelsen har en enkelt vokal udtalt som en diftong eller som en lang vokal, har samme form i imperativ som i infinitiv:

Fade langsomt ud!
Tape omslaget fast.
Franchise i stedet for at købe!
Delete hele afsnittet før du gemmer.

Sådanne skrivemåder kan dog virke afstikkende og kan ofte erstattes af andre formuleringer, fx

Derefter fades der langsomt ud.
Omslaget tapes fast.
Det er bedre at franchise end at købe.
Du skal delete hele afsnittet før du gemmer.
(b) Verber på -ce

Verber der ender på ‑ce i infinitiv, har ligesom de ovennævnte samme form i imperativ som i infinitiv:

Outsource hele produktionen!
Pierce ikke dig selv i næsen!
Pace nu ikke børnene så meget!

Også disse skrivemåder kan ofte med fordel erstattes af andre formuleringer, fx

Hele produktionen skal outsources.
Du må ikke pierce dig selv i næsen.
Hold op med at pace børnene så meget!