§ 61-62. Tillæg

Indholdet på denne side er mere end 3 år gammelt, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

§ 61. Om stavning af proprier

(1) Udenfor Retskrivningsordbogens område

Stavning af proprier ligger kun i begrænset omfang indenfor Retskrivningsordbogens (og Dansk Sprognævns) område (se dog § 3 om brugen af å og aa i stednavne og personnavne og § 11-14 om brugen af store og små bogstaver i proprier). De almindelige retskrivningsprincipper gælder således ikke uden videre for proprier, og man kan ofte træffe på navne (især personnavne og navne på firmaer mv.) hvis stavemåder afviger fra disse principper.

(2) Stednavne

Stavningen af danske stednavne hører under Stednavneudvalget. De danske stednavne der er med i Retskrivningsordbogen, er derfor stavet i nøje overensstemmelse med Stednavneudvalgets forskrifter.

I de allerfleste tilfælde er principperne for stavning af stednavne og for stavning af sprogets almindelige ord i overensstemmelse med hinanden. Men i enkelte tilfælde er principperne forskellige. Det er grunden til at Retskrivningsordbogen anfører en skrivemåde som fx Salling Sund – i to ord – i stedet for skrivemåden i ét ord, Sallingsund, der ville være i overensstemmelse med Retskrivningsreglernes principper for hvornår man skriver i ét, og hvornår man skriver i flere ord (§ 18.1).

Om de særlige problemer i forbindelse med brugen af å og aa i stednavne, se § 3.2.

(3) Personnavne og firmanavne mv.

Navne på personer, firmaer, foreninger mv. bør staves på samme måde som de pågældende selv skriver dem.

Sådanne navne staves ofte efter andre principper end dem der gælder for sprogets almindelige ord og for stednavne. Foruden staveformer fra fremmede sprog er der især tale om former der tidligere har været de gængse i dansk retskrivning, og om former der ikke er i overensstemmelse med principperne for hvornår man skriver i ét, og hvornår man skriver i flere ord.

(a) Personnavne

Eksempler på personnavne:

  • Niels, Nils, Clara, Klara, Åge, Aage, Meier, Meyer, Fries, Friis, Fris, Hoff, Schou, Schouw, Skou, Skov, Vestergård, Vestergaard, Westergård, Westergaard, Kierkegaard, Oehlenschläger, Honoré, René, Krüger, Meïr, Maës, le Fèvre, von Trier.

Om brugen af å og aa i personnavne, se også § 3.3.

(b) Firmanavne mv.

Eksempler på firma- og foreningsnavne mv.:

  • Politiken (men: politikken)
  • Kjøbenhavns Boldklub (men: København)
  • Nordjydsk IT Service (men: nordjysk og IT-service el. it-service)
  • Dragør Baadeværft (men: bådeværft)
  • Fyens Stiftstidende (men: Fyn)
  • Østerlandsk Thehus (men: te)
  • Textilskolen (men: tekstil).

§ 62. Om stavning af udråbsord og lydord

Retskrivningsordbogen indeholder kun enkelte udråbsord og lydord i deres mest brugte staveformer, fx

  • av, ha, ih, å el. åh, bang, bum, miav el. mjav, vov.

Men i øvrigt ligger stavningen af sådanne ord principielt udenfor Retskrivningsordbogens område, og man kan således både variere de staveformer der er nævnt i ordbogen (fx auuuv, iiih, bannng, miauuw), og bruge udråbs- og lydord som slet ikke er med i ordbogen (fx hir-hir, vrouuuummm, boiiiinnnng, ssh, schyy).