§ 8. Hovedregler
(1) Konsonanter mellem vokaler
For konsonanter mellem to vokaler er det hovedreglen at der skrives dobbelt konsonant efter en kort vokal, fx bassen, hallen, læsse, og enkelt konsonant efter en lang vokal, fx basen, halen, læse. Denne regel gælder når vokalen foran konsonanten er trykstærk, samt i sammensætninger og i visse afledninger.
I sammensatte ord skrives der dobbelt eller enkelt konsonant på samme måde som i usammensatte ord, fx bassen – elbassen; basen – flybasen; hotellet – luksushotellet; nemme – lærenemme. Det gælder også en del sammensatte ord hvis sidsteled ikke mere forekommer som selvstændige ord, fx hvalrossen, jordsmonnet, pighvarren, samkvemmet, sådanne.
I afledninger der ender på ‑dom (substantiver) og ‑som (adjektiver), fordobles m altid foran en bøjningsendelse der begynder med vokal, fx barndommen, hjælpsomme, lønsommere, sygdommen. – Om dobbelt- og enkeltskrivning foran suffikser, se § 9.2.c.
Om dobbelt- og enkeltskrivning af konsonanter mellem vokaler, se i øvrigt § 9 og § 10.
(2) Konsonanter sidst i et ord eller foran andre konsonanter
For konsonanter sidst i et ord eller foran andre konsonanter er det hovedreglen at der skrives enkelt konsonant uanset om den foranstående vokal er lang eller kort, fx døtre, klapre, lap, las, vrimle. Denne regel gælder uanset om vokalen foran konsonanten er trykstærk eller ej.
Om dobbelt- og enkeltskrivning af konsonanter sidst i ord eller foran andre konsonanter i visse fremmedord, se i øvrigt § 9.2.d.
(3) Konsonanter i fremmedord
Fremmedord falder som helhed udenfor reglerne for dobbelt- og enkeltskrivning af konsonanter. Det skyldes at stavemåden af fremmedord normalt hænger sammen med stavemåden i det sprog ordet stammer fra. Der kan derfor ikke gives faste regler for dobbelt- og enkeltskrivning i opslagsord der er fremmedord, og man må i tvivlstilfælde søge oplysninger under de enkelte ord i selve ordbogen. – Se i øvrigt § 9.2.
Om bøjningsformer af fremmedord, se § 10 (specielt § 10.1.b og § 10.2).
§ 9. Konsonanter i opslagsformer
(1) Konsonanter mellem vokaler
Der skrives dobbelt konsonant mellem to vokaler når den foranstående vokal er kort og trykstærk, og den efterfølgende vokal er tryksvag:
Der skrives enkelt konsonant når den foranstående vokal er lang:
I enkelte af de ord der kan udtales med både lang og kort vokal, kan der valgfrit skrives enkelt eller dobbelt konsonant, fx luder el. ludder, skifer el. skiffer.
Der er en del undtagelser fra reglen. De vigtigste er følgende:
Konsonanterne j og v
Konsonanterne j og v skrives altid enkelt, fx bajer, støje, doven, javert.
Konsonanterne d og r
Konsonanterne d og r skrives enkelt i mange ord selvom den foranstående vokal er (eller kan være) kort, fx nudel, skovrider, jeres, værelse. Der kan ikke gives faste regler for hvornår d og r skrives enkelt i sådanne ord. Det tilrådes derfor at man i tvivlstilfælde søger oplysninger under de enkelte ord i selve ordbogen.
(c) Konsonanten r
Konsonanten r skrives dobbelt i mange ord selvom den foranstående vokal er (eller kan være) lang, fx narre, parre, porre. Også her tilrådes det at man i tvivlstilfælde søger oplysninger i selve ordbogen.
Bredde og otte mv.
Nogle få ord med andre konsonanter end r skrives med dobbelt konsonant selvom den foranstående vokal er (eller kan være) lang. Det drejer sig om følgende fem ord: bredde, vidde, skægget (adjektiv), otte, sjette og om suffikset ‑mæssig (fx forholdsmæssig). Derudover kan der valgfrit skrives enkelt eller dobbelt konsonant i adjektivet næbet el. næbbet og verbet næbes el. næbbes; om fordobling af konsonant efter æ i bøjningsformer, se § 10.1.d.
(2) Konsonanter i fremmedord
Da stavemåden af fremmedord normalt hænger sammen med ordets oprindelse, kan der ikke gives faste regler for dobbelt- og enkeltskrivning i sådanne ord, og det tilrådes derfor at man i tvivlstilfælde søger oplysninger om de enkelte ord i Retskrivningsordbogens alfabetiske del. Man kan dog bemærke følgende:
(a) Efter trykstærk vokal
Mange fremmedord skrives med enkelt konsonant selvom den foranstående vokal er kort og trykstærk. For eksempel skrives suffikset ‑itisk altid med enkelt t, fx jesuitisk, politisk, semitisk. Der er ligeledes mange ord hvor k, p eller t mellem den trykstærke og den tryksvage vokal skrives enkelt, fx cykel, spektakel, etape, discipel, kapitel, kritisk.
(b) Foran trykstærk vokal
I nogle fremmedord skrives der enkelt konsonant umiddelbart foran en trykstærk vokal, fx defekt, balance, komet, diskutere, i andre skrives der dobbelt konsonant, fx effekt, ballade. De fleste ord af denne type har enkeltkonsonant.
(c) Foran suffiks
Konsonanter foran suffiks skrives som hovedregel enkelt, fx ekspressionistisk, filosofere, impressionisme, originalitet, parallelogram, socialist, tekniker (til forskel fra teknikker, der er pluralis af teknik).
I nogle ord af fremmed oprindelse skrives der dog dobbelt konsonant foran suffiks, fx bagatellisere, programmør, tyranni. Især foran suffikserne ‑ere og ‑ist skrives der ofte dobbelt konsonant, fx detaillist, kontrollere, protokollere, ræsonnere, klarinettist, komplettere, rekruttere.
(d) Sidst i ord eller foran andre konsonanter
I visse fremmedord skrives der dobbelt konsonant sidst i et ord eller foran en anden konsonant, fx gløgg, grill, jazz, løss, stress, watt; aggressiv, attraktion, bulldozer, sufflør, supplere.
§ 10. Konsonanter i bøjningsformer
(1) Konsonanter efter trykstærk vokal
Foran en bøjningsendelse der begynder med en vokal, skrives der dobbelt konsonant når den foranstående vokal er kort og trykstærk, fx matte, skuddet, tilskuddet. Tilsvarende skrives der enkelt konsonant når den foranstående vokal er lang, fx hele, skuden. Reglen gælder også for bøjningsformer af fremmedord, fx giraffen, hittet, parallelle, pubben; biografen, cottoncoaten, heatet, keruben, parate.
I enkelte af de ord der kan udtales med både lang og kort vokal, kan der valgfrit skrives enkelt eller dobbelt konsonant, fx granet el. grannet (støvgran; lille mængde), trinene el. trinnene, tyranen el. tyrannen.
Der er en del undtagelser fra reglen. De vigtigste er følgende:
Ord der ender på j eller v
Bogstaverne j og v skrives altid enkelt, fx støjen, vejen, navet, skoven.
Ord der ender på n, udtalt som ng
Et n der udtales som ng, skrives altid enkelt, fx bassinet, faconen, terrænet.
(c) Ord der ender på stum konsonant eller c
En stum konsonant og konsonanten c skrives altid enkelt, fx aspicen, atelieret, buffeten, fileter, kompromiset, ragouten, succesen, trikoterne.
(d) Ord med langt æ
I nogle få ord skrives der dobbelt konsonant efter et langt æ. Det drejer sig om ord som en læg, et læg, skæg (substantiv og adjektiv), væg, en æg, et æg, æt. Der skrives altså fx læggen (til forskel fra lægen), skægget, skæggeste, væggen (til forskel fra vægen), æggene, ætten. Derudover kan der valgfrit skrives enkelt eller dobbelt konsonant i bøjningsformer af ordet næb: næbet el. næbbet, næbene el. næbbene.
(2) Konsonanter efter stavelse med bitryk
For bøjning af usammensatte substantiver der ender på enkelt konsonant, og hvis sidste stavelse har bitryk – dvs. ord af typen leksikon, minimum, møtrik – gælder følgende regler:
Konsonanterne k, m, p, s, t og hårdt g
Konsonanterne k, m, p, s og t samt g når det udtales hårdt, skrives dobbelt:
Der kan dog valgfrit skrives enkelt eller dobbelt konsonant i bøjningsformer af ordet tandem: tandemen el. tandemmen, tandemer el. tandemmer.
I substantiver der ender på ‑es, skrives der altid enkelt konsonant, fx aspargesen, birkesene. Om ord med suffikset ‑dom, se § 8.1.
(b) Andre konsonanter
Alle andre konsonanter skrives enkelt:
Der kan dog valgfrit skrives dobbelt-l i bøjningsformerne af festival, karneval og marskal, fx festivaler el. festivaller, karnevaler el. karnevaller og marskaler el. marskaller.